Oprettet 21, November 2019

Flødeskaller med kagecreme og syltetøj

Lækre, nemme og sprøde mørdejs skaller med kagecreme, syltetøj og pyntet med flødeskum.

floedeskaller-floedekager-bage-bagning-opskrift-kage-skalvibage floedeskaller-floedekager-bage-bagning-opskrift-skalvibage floedeskaller-floedekager-bage-kager-bagning-opskrift-kage-skalvibage

Historien bag opskriften

Denne opskrift har jeg fået af min tante og den stammer fra et lille opskriftshæfte som man for mange år siden kunne få gratis fra AMO.

Min tante har aldrig selv bagt disse flødeskaller, men det har de piger, der var ansat hos min tante og morbror. Min tante og morbror drev i mange år det landbrug, som de overtog efter min mormor og morfar. Dengang havde man både karle og piger ansat til hjælp på gården og der skulle hver dag laves meget mad og som oftest var der altid en eller anden form for kage til kaffen til de hårdtarbejdende folk.

Jeg har selv bagt disse flødeskaller flere gange. Jeg synes, at de er utroligt lækre og nemme at lave. Som oftest laver jeg dem ikke så store, da de indgår i mit kaffebord, hvor der er andet bagværk. Har her fået fat i små forme i metal, som lige passer til den størrelse, jeg gerne vil have, at skallerne skal være.

Flødeskaller med kagecreme og syltetøj

  • 01:30
  • 12 personer
  • Nem
Pin

Ingredienser

Mørdej

  • 125 g mel
  • 90 g blødt smør
  • 40 g sigtet flormelis
  • 1 æggeblomme

Kagecreme

  • 1 æg
  • 1-2 spsk sukker
  • 1-2 spsk mel
  • 2 ½ dl mælk
  • Kornene af ½ stang vanilje eller vaniljesukker efter smag
  • Syltetøj

Pynt

  • Flødeskum af 2 ½ dl piskefløde
  • Krymmel

Tips & Idéer

Du kan lave mørdejen dagen før, du skal bruge den. Mørdejen kan holde sig 1-2 uger i køleskab, men dejen kan også fryses.

Hvis du ikke har små forme så brug din muffinsform med plads til 12 stk.

Fremgangsmåde

Mørdej

  1. Mel og det blødgjorte smør smuldres sammen
  2. Flormelis sigtes i
  3. Dejen samles med ægget
  4. Vær opmærksom på at dejen kun må æltes let sammen
  5. Lad dejen hvile i køleskab i ½ times tid
  6. Rul dejen ud på et meldrysset bord imens den er kold, så er den nemmere at arbejde med
  7. Dejen skal rulles tyndt ud, stikkes med en udstikker eller et glas, der er et par cm større end formen (Der bliver ca 25 små skaller).
  8. Bag dem ved 175 grader i 8-10 min. indtil de er gyldne. Vend dem herefter forsigtigt ud af formene og lad dem afkøle helt

Kagecreme

  1. Pisk æggene sammen med sukker og mel i en gryde, til du har en glat overflade
  2. Pisk mælken i
  3. Tilsæt vaniljekornene og resten af vaniljestangen
  4. Varm cremen langsomt imens du rører i den
  5. Når blandingen koger piskes hurtigt indtil blandingen har en tyk konsistens og cremen fjernes fra varmen og hældes over i en skål
  6. Læg evt husholdningsfilm ned over cremen eller drys et lille lag sukker hen over, så cremen ikke trækker skind
  7. Køl cremen ned og når den er afkølet rør den godt igennem

Pyntning

  1. Læg en tsk syltetøj og og en lille spsk kagecreme i hver
  2. Sprøjt en flødeskums top øverst
  3. Pynt med krymmel

Relaterede opskrifter