Oprettet 4, June 2020
Bikuber med flødeskumsfyld og pyntet med kakao
Sprøde marengs bikuber fyldt med iskoldt flødeskum, hakket mørk chokolade og sigtet kakao på toppen.
Historien bag opskriften
Jeg har kun fået bikuber ganske få gange i min barndom, de hører med til det, der hedder konditorkager og det var ikke noget vi fik så tit, da jeg havde en mor, der selv bagte. Det er lækre sprøde marengs fyldt op med flødeskum og hakkede chokolade stykker.
Jeg havde egentlig glemt den kage, indtil her for nylig, hvor jeg arbejdede med nye opskrifter. Jeg fandt en opskrift frem fra en af mine gamle kagebøger, gik igang med det samme, men at sprøjte marengsen op var ikke det nemmeste, så jeg søgte på nettet for at finde en nemmere måde at gøre det på. Der var en, der anbefalede at sprøjte marengsen op omkring en omvendt muffinsform. Dette prøvede jeg af og det lykkedes fint, bortset fra at bikuben blev meget stor, det kan fint gå, hvis du kun skal have den ene kage, men hvis du som jeg, gerne vil bruge den sammen med andre kager til et kaffebord, skal den være mindre.
Jeg har investeret i en mini muffinform, her får du 12 små bikuber og det er passende størrelse til et kaffebord, hvor du serverer flere slags kager. Jeg er meget glad for bikuber og nu hvor jeg har fundet fidusen med at lave dem, så bager jeg dem tit og laver forskelligt fyld. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Bikuber med flødeskumsfyld og pyntet med kakao
- 02:00
- 6 personer
- Nem
Ingredienser
Bikuber
- 3 æggehvider
- 175 g sukker
- 1 tsk hvid eddike
Fyld
- 3 dl piskefløde
- 150 g mørk chokolade
Pynt
- Sigtet kakao
Tips & Idéer
Opbevar bikuberne i en tætsluttende kagedåse foret med bagepapir.
Lav fyld af flødeskum, rabarbermos og pynt med rabarberstøv.
Fremgangsmåde
Bikuber
- Pisk æggehvider stive
- Kom sukker og eddike i
- Pisk massen i ca 15 min
- Kom marengsen i en sprøjtepose med tyl
- Brug en muffins form, vend den om, smør hver 2. top med flydende margarine
- Sprøjt marengsen rundt om toppen og afslut den i en spids
- Bages i varmluftsovn ved 100 grader i 1 ¼ time
- Lad bikuberne afkøle inden du vipper dem af formen
Fyld
- Pisk flødeskummet stift
- Hak chokoladen ud i små stykker
- Tilsæt chokoladestykkerne til flødeskummet
- Sæt det i køleskabet og lad det blive koldt
- Fyld bikuberne op med flødeskummet
- Pynt med sigtet kakao