Oprettet 12, March 2020

Mazariner med marcipanfyld

Nemme, lækre, sprøde og velsmagende mazariner med lækker marcipanfyld, som smager himmelsk.

mazariner-opskrift-skalvibage-kage-bage-700x1000-v3 mazariner-opskrift-skalvibage-700x1000-v1 mazariner-opskrift-skalvibage-kage-blog-bage-700x1000-v2

Historien bag opskriften

Min plan fremadrettet er, at foruden jeg finder opskrifter i alle de gamle kage bøger jeg har og kan finde, vil jeg tage på besøg ude hos de folk, som har lyst til at dele nogle af deres gamle kageopskrifter med mig.

Jeg har for ikke så længe siden været på besøg hos Maren på 91 år, en ældre sød dame fuld af liv og glæde. Hun elsker stadig at bage og hun havde bagt disse mazariner, da jeg var på besøg hos hende. Jeg fik lidt af Marens livshistorie og jeg fik lov til at fortælle den videre til jer.

Maren boede tidligere på en lille gård sammen med hendes mand og 4 børn. De levede af dette landbrug, de havde lidt køer og grise. De havde lange arbejdsdage, men elskede det liv de havde. Maren malkede køerne 2 gange om dagen, hun lavede mad, bagte, passede børnene og holdt haven, hvor der blev dyrket grøntsager, så de var næsten selvforsynende. Desværre døde hendes mand pludselig og Maren stod tilbage med det hele. Heldigvis havde Maren en storebror, som trådte til, så Maren og hendes børn fortsat kunne blive boende. Da børnene var fløjet fra reden, solgte Maren gården til sin bror og flyttede i et lille hus, det hus hun stadig bor i

Jeg fik lov til at få opskriften med mig hjem og det er denne opskrift, jeg deler med jer denne uge.

Mazariner med marcipanfyld

  • 01:30
  • 12 personer
  • Nem
Pin

Ingredienser

Mørdej

  • 125 g mel
  • 90 g smør
  • 40 g sigtet flormelis
  • 1 æggeblomme

Marcipanfyld

  • 50 g smør eller margarine
  • 150 g marcipan
  • 2 æg
  • 2 spsk mel
  • 1 tsk bagepulver

Glasur

  • 100 g sigtet flormelis
  • 1-2 spsk kogende vand
  • Valnødder

Tips & Idéer

Du kan fryse mørdej.

Har du for meget marcipanfyld kan du fryse det og bruge det næste gang.

Du kan fryse mazarinerne, tø dem op ved stuetemperatur og pynt dem.

Du kan lave andet fyld evt mandelfyld.

Fremgangsmåde

Mørdej

  1. Smuldr mel og smør sammen til en grynet masse
  2. Bland flormelis i
  3. Tilsæt æggeblommen og saml dejen sammen hurtigt og let
  4. Pak mørdejen ind i film og stil det i køleskabet ½ time

Marcipanfyld

  1. Rør smørret blødt
  2. Riv marcipanen og tilsæt det til smørret
  3. Rør æggene i et ad gangen
  4. Tilsæt mel iblandet bagepulver
  5. Rør det sammen til en jævn masse
  6. Rul mørdejen ud
  7. Stik dejen ud i ca 9 cm i diameter, passer til en linseform på 6 cm i diameter
  8. Smør linse formene godt med margarine, bedst med flydende
  9. Beklæd linseformene med mørdejen. Pres mørdejen godt til i formen
  10. Fyld marcipanmassen i til ca ¾ af formen
  11. Bag mazarineren i en varmluftovn ved 175 grader i ca 15 min
  12. Tag mazarinerne ud og lad dem afkøle let, tag dem ud af formen og lad dem afkøle helt
  13. Pynt med glasur og put en valdnød i midten

Relaterede opskrifter