Oprettet 16, April 2020
Hindbærsnitter pyntet med glasur og krymmel
Nem opskrift på sprøde hindbærsnitter lavet på mørdej, pyntet med glasur og krymmel.
Historien bag opskriften
Jeg har søgt lidt på nettet for at finde ud af, hvornår hindbærsnitten blev opfundet, det menes at være engang i midten af 1700 tallet, så det er en gammel kage og det er en dansk opfindelse. Oprindelig bestod hindbærsnitten af mange lag mørdej med hindbærmarmelade imellem.
En af de meste kendte hindbærsnitte- bagere skulle være Anna Ankers mor, hun gik for at være ekspert og i den periode hun ejede Brøndum Hotel i Skagen, kom folk langvejs fra for at smage hendes udgave af hindbærsnitten.
Hindbærsnitten kan købes mange steder og nogle smager super godt, andre mindre godt, har jeg erfaret. På et tidspunkt fandt jeg en god opskrift i en af bagebøgerne fra Amo og jeg prøvede at bage den, det er nemt og den smager fantastisk, så jeg køber dem stort set aldrig mere.
Det er en kage som egner sig perfekt til at lade børnene bage med, de vil elske at pynte kagerne. Det er også en kage som er god at tage med på tur, hvad enten du kører, sejler eller er på gåtur. Kaffe i det fri med en hindbærsnitte til, er noget af det bedste jeg ved. Jeg håber, at I også får lyst til at bage kagen.
Hindbærsnitter pyntet med glasur og krymmel
- 01:30
- 10 personer
- Nem
Ingredienser
Mørdej
- 300 g mel
- 200 g smør
- 100 g sukker
- 1 æg
- Hindbærmarmelade
Glasur
- 100 g flormelis
- ¼ dl Kogende vand
Pynt
- Krymmel
Tips & Idéer
Mørdejen kan fryses.
I stedet for at bage en helt rektangel kan du skære ud i stykker på 5 cm inden bagningen.
Du kan bage kagerne på forhånd og opbevare dem i en kagedåse foret med bagepapir og tætsluttende låg.
Fremgangsmåde
- Bland mel og sukker sammen
- Hak det kolde smør i små stykker og hæld det i blandingen
- Smuldr dejen til den er grynet
- Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt
- Del dejen i 2 stykker og form dejen til en kugle, tryk hver kugle let flad. Det er nemmere at rulle den ud bagefter
- Pak dejen ind i film og sæt det i køleskab i ca ½ time
- Rul hver portion mørdej ud til en rektangel på 10 x 40 cm
- Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir
- Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca 10 min
- Lad kagen afkøle
- Smør den ene rektangel med hindbærmarmelade. Læg den anden rektangel ovenpå
- Skær kagen i 5 cm brede stykker med en skarp kniv
- Kog vand og tilsæt vand i flormelis lidt af gangen, så massen får den konsistens, du ønsker
- Pynt kagerne med glasur og krymmel
- Lad glasuren størkne helt inden servering( Der kan godt gå et par timer)