Oprettet 6, August 2020
Lækre sprøde Mandelgifler
Gifler med marcipanfyld, pyntet med sprøde mandelflager.
Historien bag opskriften
Jeg har i tidens løb fået samlet mange opskrifter på brød og kager, ved egentlig ikke hvorfor, da jeg ikke tidligere har bagt så, meget som jeg gør nu. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, for nu får jeg brugt rigtig mange af opskrifterne til min blog. Jeg fandt forleden en kasse mere med opskrifter og her fandt jeg denne opskrift på mandelgifler, som jeg fik lyst til at bage.
Giflen er et fint stykke bagværk som bagerne i Wien har fremstillet lige siden østrigerne vandt en sejr over tyrkerne i 1683.
En giffel kan også være et slags rundstykke bare uden marcipan, det kan også være en kage, som er lavet, som en spiral med et lag af kanel og sukker også kaldet en kanelgiffel, I kender garanteret Pågen kanelgifler. Dem har min mand og jeg spist mange af, når vi har været ude at sejle.
Lækre sprøde Mandelgifler
- 01:30
- 10 personer
- Nem
Ingredienser
Gifler
- 50 g gær
- 2 dl kold mælk
- 100 g smeltet afsvalet smør/margarine
- 50 g sukker
- 1 æg
- 500 g mel
Fyld
- 100 g rå revet marcipan
Pensling
- 1 æg
Pynt
- Mandelflager
Tips & Idéer
Du kan fryse dejen rå, tag den op lad den tø op ved stuetemperatur og bag den.
Du kan erstatte marcipan med en remonce af kanel, sukker, brunt farin og smør.
Pynt dem evt med chokolade glasur.
Fremgangsmåde
- Smuldr gæren ud i skålen
- Opløs den i ½ dl af mælken
- Tilsæt resten af mælken sammen med det smeltede afsvalede smør, sukker og æg
- Rør til det hele er blandet godt
- Rør det meste af melet i dejen til den er glat og let. Den skal slippe skålen
- Tag dejen ud på et melet bord
- Ælt resten af melet i
- Del dejen i 3 dele
- Rul hver del ud til en rund plade ca 27 cm i diameter
- Del hver plade i 8 lige store dele
- Riv marcipanen groft og fordel den på hvert stykke
- Rul sammen til gifler fra den brede side
- Læg dem med snippen nedad på en bageplade med bagepapir
- Lad gifler hæve i ca 30 min
- Pensl med sammenpisket æg og drys med mandelflager
- Bag giflerne i 200 grader (varmluft) i ca 10-12 min
- Smager bedst når de serveres lune