Oprettet 6, February 2020

Cremeboller med kagecreme pyntet med sukker

Lækre, bløde cremeboller, fyldt med dejlig kagecreme og pyntet med sukker. Super nemme at lave og de smager fantastisk.

cremeboller-bagening-opskrift-boller-bage-skalvibage-700x1000-v2 cremeboller-opskrift-boller-bage-skalvibage-700x1000-v1 cremeboller-opskrift-boller-bage-kage-skalvibage-700x1000-v3

Historien bag opskriften

Da jeg som 17 årig flyttede hjemmefra og bosatte mig i Odense, blev jeg gode veninder med Karen, som også boede på et lejet værelse i Odense ligesom mig. Karens forældre boede på en gård i Fraugde og der havde de boet i mange år. Karens mor Erna var hjemmegående husmor og passede familien og var utrolig dygtig i et køkken, hun var en af den slags husmødre, som lavede alt mad fra bunden, ligesom hun også altid bagte rugbrød, franskbrød og kager til familien og foruden det, var hun en ørn til at brygge øl, som smagte utroligt dejligt. Jeg blev ofte inviteret med hjem. Det bedste jeg vidste var, når Erna havde bagt cremeboller. De var så lækre og velsmagende, at jeg ikke kunne nøjes med en. De blev bagt på alle tider af året, selvom den mest er en fastelavnsbolle. Efter at jeg flyttede til Svendborg for at påbegynde min uddannelse som sygeplejerske, gled mit venindeskab med Karen ud og jeg kom ikke længere på besøg hos Erna og fik hendes cremeboller.

Da jeg gik igang med at lede efter opskrifter på fastelavnsboller, fandt jeg disse cremeboller i min gamle kagebog. De er magen til dem Erna bagte, jeg afprøvede dem og de smagte præcis, som når Erna havde lavet dem. Du vil også synes, at de smager fantastisk, så det er bare at gå igang med dem her til fastelavn.

Cremeboller med kagecreme pyntet med sukker

  • 01:30
  • 9 personer
  • Nem
Pin

Ingredienser

Cremeboller

  • 300 g mel
  • 50 g smør
  • 1-2 spsk sukker
  • ¼ tsk kardemomme
  • 25 g gær
  • 1 ½ dl lunken mælk
  • 1 lille sammenpisket æg

Kagecreme

  • 1 æg
  • 1-2 spsk sukker
  • 1-2 spsk mel
  • 2 ½ dl mælk
  • Kornene af ½ stang vanilje eller vaniljesukker efter smag

Pynt

  • Smeltet smør
  • Sukker

Tips & Idéer

Frys cremebollerne rå, tag dem op af fryseren og ind i en kold ovn. Bag dem i ca 15-20 min. De skal være lysebrune.

Du kan pynte dem med chokolade glasureller flormelis glasur.

Du kan lægge et stykke nougat i bollen i stedet for kagecreme og pynte bollen med nougat glasur

Fremgangsmåde

Kagecreme

  1. Pisk ægget sammen med sukker og mel i en gryde, til du har en glat masse
  2. Pisk mælken i og tilsæt vaniljekornene samt det tomme hylster, hvis du bruger rigtig vanilje
  3. Varm cremen langsomt op, mens du hele tiden rører i det
  4. Lad cremen koge sagte i nogle minutter, mens du hele tiden rører
  5. Det er vigtigt at cremen er tyk, da det ellers vil flyde ud under bagning
  6. Tag gryden af og fjern vanilje hylster
  7. Hvis du istedet vælger at bruge vaniljesukker tilsætter du det og smager til
  8. Hæld den varme creme op i en skål og drys med en smule sukker for at undgå skind eller brug film og læg det helt ned oven på cremen
  9. Køl cremen helt af inden brug

Cremeboller

  1. Hak smørret ud i melet, tilsæt sukker og kardemomme
  2. Lun mælken, så den er lillefinger varmt
  3. Rør gæren ud i mælken og tilsæt ægget og rør sammen
  4. Tilsæt mælkeblandingen til melblandingen
  5. Dejen vil være en fedtet, bruger du røremaskine, kan du se at den flyder ud i skålen
  6. Lad dejen hæve i ca 20 min. et lunt sted til dobbelt størrelse
  7. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den igennem
  8. Rul den ud til firkant på 30x30 cm.
  9. Del den ud i firkanter, der måler 10x10 cm.
  10. Læg en klat kagecreme i midten, ca. ¾ spsk
  11. Fold dejen som en konvolut og sørg for at “nippe” foldningerne sammen, ellers ryger kagecremen ud
  12. Pensl bunden med æg, dette limer kanterne sammen
  13. Stil cremebollerne med sammenføjningerne nedad på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hæve igen i ca 20 min.
  14. Bag bollerne i ovnen ved 200 grader i 10-12 min., til de er lysebrune
  15. Lad bollerne køle lidt af og dyp med i smeltet smør og herefter sukker
  16. Lad dem køle helt af inden servering

Relaterede opskrifter