Oprettet 15, April 2023
Mandelbomber med luftig smørcreme
Små lækre kager med kakao, mandler, lagt sammen med en luftig smørcreme og pyntet med flødeskum og ribsgelé.
Historien bag opskriften
Dette er endnu en af de gamle opskrifter fra AMO som jeg hr fra den kagegruppe, jeg er medlem af. Jeg er vild med de gamle opskrifter, de er som regel nemme at lave og mange gange er det opskrifter, jeg aldrig har set, selvom min mor bagte meget. Hun bagte mange af de samme kager og sådan var det vel. Jeg er også tilbøjelig til at vælge de samme kendte opskrifter, det er kun fordi, at jeg skal lave kager til bloggen, at jeg får prøvet mange forskellige opskrifter. Jeg vil dog sige, at jeg elsker at prøve de her opskrifter, de er som regel ganske enkle og så smager de fleste helt fantastisk.
Ugens opskrift kan bruges til at tage med på tur og de egner sig perfekt til et kagebord, netop fordi de ikke er så store. Prøv en smørcreme med citron og pynt kagerne med friske bær.
Mandelbomber med luftig smørcreme
- 00:45
- 12 personer
- Middel
Ingredienser
Dej
- 150 g mel
- 125 g blødt smør eller margarine
- 100 g sigtet flormelis
- 50 g blendede mandler
- 2 æg
- 2 spsk kakao
- 1 spsk fløde
- 1 top tsk bagepulver
Smørcreme
- 150 g blødt smør
- 125 g sigtet flormelis
- 1 æg
- 1 spsk kakao
Pynt
- 2 dl fløde
- Lidt ribsgelé
Tips & Idéer
Lav en almindelig smørcreme uden kakao og tilsæt citronsaft.
Pynt med friske bær f.eks blåbær, hindbær eller brombær i stedet for ribsgelé.
Fremgangsmåde
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 200 grader
- Bland mel, sigtet flormelis, kakao, blendede mandler og bagepulver sammen og bland det godt sammen
- Bland melblandingen sammen med blødt smør, æg, fløde
- Rør det hele sammen til en let masse
- Sæt dejen på en bageplade med bagepapir. Du skal bruge en teske, kagerne må ikke blive for store
- Der bliver ca 48 stk
- Bag kager ved 200 grader i ca 6-7 min
- Lad kagerne blive kolde
Smørcreme
- Rør det bløde smør sammen til en blød masse
- Tilsæt resten af ingredienserne
- Rør massen god sammen til en luftig skum
Pynt
- Pisk fløden til flødeskum
- Fyld flødeskummen i en sprøjtepose med den tyl, du har lyst til at bruge
Montering
- Fyld smørcremen i en sprøjtepose med en alm rund tyl
- Fyld smørcreme på ½ delen at kagerne
- Sæt resten af kagerne ovenpå de andre kager med smørcreme
- Tryk kagerne let sammen
- Sprøjt flødeskum ovenpå kagerne
- Sæt en lille klat ribsgelé ovenpå flødeskummet