Oprettet 14, May 2020
Chokoladebomber pyntet med limecreme
Nemme og lækre chokoladebomber med en dejlig frisk limecreme.
Historien bag opskriften
Disse dejlige chokoladebomber pyntet med limecreme stammer fra en opskriftsbog fra Amo. Den er dejlig nem at lave og smager super. Den egner sig godt til en klassens time kage eller kage til kollegaerne. Det er også en kage, der er fin at tage med, hvis du camperer, sejler eller bare skal på en køretur ud i det blå. Den kan laves på forhånd og fryses uden topping.
Min mand Lars og jeg har en motorbåd og vi elsker at tage ud at sejle, jeg er dog temmelig udfordret lige på det, da jeg meget nemt bliver søsyg. Har fået investeret i nogle armbånd og det går meget bedre.⚓️ Vi har altid kage med, når vi skal ud at sejle, det er for os lige så vigtigt som mad og der går ikke lang tid efter, at vi er sejlet fra land, så er det frem med kaffen og kagen. Der findes ikke noget bedre, når vi skal hygge os, vi snakker så godt på kage.
Disse chokoladebomber er en af yndlings kagerne til sejladsen, de smager dejligt og er ikke så store. Hvis man har ovn i skibet, kan de sagtens bages ombord, da det ikke kræver så meget bageudstyr.
Chokoladebomber pyntet med limecreme
- 01:00
- 12 personer
- Nem
Ingredienser
Ingredienser
- 200 g hvedemel
- 150 g blødt smør eller margarine
- 125 g sukker
- 2 tsk bagepulver
- 3 æg
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 spsk kakao
- Saften og revet skal fra 1 økologisk appelsin
Topping (Limecreme)
- 125 g blødt smør
- 150 g sigtet flormelis
- Fintrevet limeskal fra 1 økologisk lime
- Saften fra ½ lime
Tips & Idéer
Kagerne kan fryses.
Pynt den med nougatcreme, smørcreme eller rabarberflødeskum
Kagerne kan bruges som en lækker dessert.
Fremgangsmåde
Fremgangsmåde
- Alle ingredienser kommes i en skål og røres sammen til en let g smidig dej
- Brug gerne en røremaskine
- Kom dejen i små velsmurte linseforme, de må kun fyldes ¾. Der bliver ca 24 stk.
- Bag dem i 180 grader i ca 10 min.
Topping (Limecreme)
- Rør alle ingredienser sammen til en blød creme
- Når kagerne er afkølede tages de ud af formen og pyntes