Oprettet 9, January 2020
Små søde Marieboller
Marieboller lavet af vandbakkelsesdej og mørdej. Fyldt med fløde / kagecreme og Pyntet med flormelis.
Historien bag opskriften
Jeg tror aldrig, at jeg har smagt en Mariebolle. Jeg vidste ikke,hvad det var, før min søde kollega Annelise fortalte, at hun i sin ungdom havde stået i en bagerforretning. Her lavede de Marieboller og de solgte rigtig mange af dem, da de var meget populære dengang.
Jeg blev lidt nysgerrig på hvad det egentlig var og kiggede selvfølgelig i min kagebog med gamle opskrifter. Selvfølgelig var der en opskrift på en Marie bolle. Det er jo en gammel opskrift.
Jeg gik igang med at bage den og det er jo bare en vandbakkelse med mørdej oven på. Det er meget nem at lave og smager fantastisk.
Små søde Marieboller
- 01:00
- 8 personer
- Nem
Ingredienser
Vandbakkelsesdej
- 2 dl vand
- 85 g margarine
- 100 g mel
- 2 store æg (eller 3 små)
Mørdej
- 125 g mel
- 75 g smør
- 2-3 spsk sukker
- ½ æg
Fløde / kagecreme
- 1 æg
- 1-2 spsk sukker
- 1-2 spsk mel
- 2 ½ dl mælk
- Kornene af ½ vaniljestang eller vaniljesukker efter smag
- ½ dl fløde
Pynt
- Flormelis
- Ribsgelé
Tips & Idéer
Man kan sagtens fryse Mariebollerne rå. Tag dem op af fryseren og lad dem tø op ved stuetemperatur.
Bag dem herefter ved 175 grader i ca. 35-40 min.
Fremgangsmåde
Vandbakkelsesdej
- Kom vand og margarine i en gryde
- Bring det i kog
- Skru ned for blusset
- Hæld melet i og rør det godt sammen. Du kan bruge en elpisker, hvis det er for anstrengende at piske i hånden
- Når dejen slipper, tages gryden væk fra blusset
- Hæld dejen op i en skål til afkøling
- Pisk æggene sammen
- Når dejen er lunken, piskes æggene i massen lidt efter lidt. Jeg bruger min røremaskine til at røre dejen sammen
- Dejen piskes til den er lind
Mørdej
- Hæld melet i en skål
- Hak smørret ud i melet med en kniv
- Smuldr mel og smør sammen i hænderne til en grynet masse
- Tilsæt sukker og æg
- Ælt dejen hurtigt sammen
- Pak dejen ind i film
- Læg den i køleskabet ca 30 min.
- Rul mørdejen ud tyndt ud
- Udstik cirkler med en udstikker eller et lille glas
- Læg bagepapir på bagepladen
- Sæt vandbakkelses dejen på pladen med 2 skeer eller put dejen i en sprøjtepose og sprøjt det ud på bagepladen
- Læg en mørdejs cirkel oven på vandbakkelsen
- Bag dem ved 175 grader i ca 35-40 min.
- Du må ikke åbne ovnlågen op det første kvarter
- Køl dem af på bagepladen
- Du kan med fordel lave mørdejen først inden du laver vandbakkelsesdejen
Fløde / kagecreme
- Pisk ægget sammen med sukker og mel i en gryde, til du har en glat masse
- Pisk mælken i
- Tilsæt vaniljekorn og det tomme hylster
- Varm cremen langsom op, men du rører eller pisker i den hele tiden
- Lad cremen koge sagte i et par minutter imens du pisker. Det er vigtigt, at den bliver kogt godt igennem uden at brænde på
- Tag gryden af
- Hæld den varme creme op i en skål
- Drys en smule sukker over så den ikke trækker skind. Brug evt noget film og læg det helt ned til cremen
- Køl cremen helt af
- Pisk fløden til flødeskum
- Bland flødeskummet sammen med cremen
- Skær et lille snit i vandbakkelsen
- Fyld fløde/kagecreme i med en sprøjtepose
- Pyntes med flormelis