Oprettet 1, April 2021

Små påskekager

Små søde påskekager lavet af linsedej, vandbakkelsesdej, kagecreme og pyntet med gul glasur.

smaa-paaskekager-bage-kageblog-skalvibage-700x1000-v1 smaa-paaskekager-bage-kageblog-bage-kager-skalvibage-700x1000-v2 smaa-paaskekager-bage-kageblog-kage-kager-skalvibage-700x1000-v3

Historien bag opskriften

I ønskes alle en rigtig glædelig påske, jeg håber at I nyder den og det (forhåbentlig) gode vejr. Denne uges påskekage er nok en af de mest mærkeligste kager, jeg nogensinde har prøvet at bage. Bunden er lavet af linsedej, herefter er der fyldt en blanding af vandbakkelsesdej og kagecreme i. Den hæver fint, sådan som en vandbakkelse gør, men når kagen tages ud af ovnen, skal den afkøle på hovedet, så vandbakkelsen falder sammen igen. Den smager ganske udmærket, men ideen med vandbakkelsesdejen, forstår jeg ikke helt, men tøv ikke med at prøve den, kagen smager udmærket. Det er igen en meget gammel kage og det er en AMO opskrift.

Små påskekager

  • 02:00
  • 12 personer
  • Middel
Pin

Ingredienser

Linsedej

  • 100 g mel
  • 50 g koldt smør
  • 25 g flormelis
  • ½ æg

Vandbakkelsesdej

  • 2 dl vand
  • 85 g smør
  • 100 g mel
  • 2 store eller 3 små æg

Kagecreme

  • 1 æg
  • 1-2 spsk sukker
  • 1-2 spsk mel
  • 2 ½ dl mælk
  • Kornene af ½ stang vanilje eller vaniljesukker efter smag

Glasur

  • Flormelis
  • Kogt vand
  • Gul frugtfarve

Pynt

  • Ribsgelé

Tips & Idéer

Lav en romglasur og pynt kagen.

I stedet for små linseforme kan du bruge en muffinform eller en tærteform.

Fremgangsmåde

Linsedej

  1. Hæld mel op i en røreskål
  2. Findel den kolde smør og tilsæt det til melet
  3. Rør mel og smør til det er en smuldret dej
  4. Tilsæt flormelis og rør det kort sammen med smør og mel
  5. Tilsæt ægget og rør det sammen, til dejen begynder at samle sig
  6. Ælt det hurtigt sammen med hænderne og pak dejen ind i film
  7. Sæt dejen i køleskab ca ½ time

Vandbakkelsdej

  1. Hæld vand, smør op i en gryde og kog det, indtil smørret er smeltet, lad det koge kortvarigt
  2. Tilsæt mel og pisk det godt igennem under svag varme, indtil dejen er blevet lind
  3. Sæt det til afkøling
  4. Når dejen er afkølet, røres æggene i et ad gangen under omrøring

Kagecreme

  1. Pisk æggene sammen med sukker og mel i en gryde
  2. Pisk mælken i
  3. Tilsæt vaniljekornene og den ½ vaniljestang
  4. Varm cremen langsomt op under omrøring
  5. Når cremen koger, lad det koge nogle min under konstant omrøring
  6. Tag gryden af, hæld cremen op i en skål og lad det afkøle, drys sukker over eller læg film ned over cremen, så undgår du skind på cremen

Montering

  1. Rul linsedejen ud i en tykkelse på ca ½ cm
  2. Stik dejen ud i cirkler ca 9 cm i diameter
  3. Beklæd linse formene med linsedejen og tryk dem godt ind i formen, skær kanten af
  4. Tag 125 g vandbakkelsesdej og rør det sammen med ca 75 g kagecreme
  5. Put dejen i en en sprøjtepose med en tyl i
  6. Sprøjt dejen ud i linse formen, fyld ca ¾ op
  7. Bag kagerne ved 200 grader varmluft i 25 min, du må ikke åbne ovnlågen under bagning ellers falder vandbakkelsen sammen
  8. Tag kagerne ud af ovnen og vend dem på hovedet, lad dem afkøle og tag dem herefter ud af formen
  9. Kog vand, tilsæt flormelis og gul frugtfarve og rør det godt sammen, så det bliver blankt
  10. Pynt kagerne med glasuren og sæt en klat ribsgelé i midten
  11. Server kagerne samme dag, da linsedejen bliver blød, hvis kagen står
  12. Lav små vandbakkelser af resten af vandbakkelsesdejen
  13. Brug resten af kagecremen, tilsæt flødeskum og rør det sammen og fyld i vandbakkelserne

Relaterede opskrifter