Oprettet 11, November 2021
Romkage med vanilje og glasur
Luftig og klassisk sønderjysk romkage med rigtig rom og vanilje
Historien bag opskriften
I sidste uge kom der desværre ikke nogle kager på bloggen, vi var temmeligt udfordrede, da fotografen opdagede, at alle de billeder vi havde taget af de kager, der skal på bloggen det næste stykke tid, var pist væk. Vi måtte igang igen med at bage og tage nye billeder, så derfor kom der ingen kage på i torsdags.
Denne uges kage på bloggen er den klassiske lækre sønderjyske romkage, hvor der er tilsat rigtig rom, den smager fantastisk og den er pyntet med romglasur.
Nogle af jer ved sikkert, at der er rom i mange af de sønderjyske kager, Flensborg var i gamle dage stedet hvor der blev produceret masser af rom.
De næste gange vil der være sønderjyske kager på bloggen, det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at hjemme hos os er vi vilde med det sønderjyske kaffebord, vi har været på Gråsten Gamle Kro nogle gange og nydt deres kaffebord.
Romkage med vanilje og glasur
- 01:30
- 16 personer
- Nem
Ingredienser
Dej
- 200 g blødt smør
- 200 g sukker
- Korn af 1 stang vanilje
- 4 æg
- 200 g mel
- 1 tsk bagepulver
- 1 dl mørk rom
Romglasur
- 200 g flormelis
- 4 spsk lys eller mørk rom
Pynt
- Reven skal af en økologisk citron
Tips & Idéer
Læg rosiner i blød i rom natten over og tilsæt til dejen.
I stedet for rom i glasuren, kan der tilsættes citronsaft i stedet for.
Fremgangsmåde
Fremgangsmåde
- Rør det bløde smør, sukker og vanilje godt sammen
- Pisk æggene i et ad gangen
- Bland bagepulver i melet
- Tilsæt melblandingen dejen
- Rør rom i dejen
- Smør en brødform (1 ½ l ) med flydende margarine
- Fordel dejen i brødformen
- Bag kagen ved 175 grader i ca 50-60 min. Stik en tandstikker i midten, kagen er færdig, når der ikke er dej på tandstikkeren
- Lad kagen afkøle lidt og tag den ud af formen og lad den afkøle helt
- Kagen kan holde sig i flere dage, hvis den bliver pakket ind i bagepapir og den skal ikke opbevares i køleskab, så bliver den hård
Glasur
- Rør rom og flormelis sammen
- Fordel glasuren ovenpå kagen
- Drys med reven citronskal