Oprettet 8, July 2021

Ribskager med karamelcreme

Lækre små kager i tærteforme med en hjemmelavet karamelcreme og pyntet med friske ribs

700x1000-v3 700x1000-v2 700x1000-v1

Historien bag opskriften

Disse lækre små kager med fyld af hjemmelavet karamelcreme og pyntet med friske ribs er fundet i en mine nye, gamle kagebøger. Dejen er en rørt dej fyldt i små tærteforme, hvis du har små tarteletforme kan disse også bruges. Vær opmærksom på, at kagen skal spises samme dag, som den er lavet.

Det er lige nu ved at være sæson for at plukke ribs, så det er bare om at få plukket og lagt i fryseren, de ribs, jeg har brugt, er fra fryseren, jeg har ikke nået, at få plukket nogle endnu.

I min barndom var det min opgave, når jeg havde ferie, at plukke både ribs og solbær, de blev lagt i fryseren og brugt senere. Både solbær og ribs blev brugt til rødgrød, som smagte fantastisk. Vi lavede også rysteribs, som blev serveret som tilbehør til frikadeller eller stegt kylling.

Ribskager med karamelcreme

  • 01:00
  • 18 personer
  • Nem
Pin

Ingredienser

Dej

  • 3 æg
  • 2 dl sukker
  • 2 dl mel
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ dl mælk

Karamelcreme

  • 1,5 dl sukker
  • 5 ½ dl mælk
  • 5 spsk maizenamel
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 dl fløde

Pynt

  • Friske ribs
  • Evt. flormelis

Tips & Idéer

I stedet for små tærteforme, kan du bruge en stor tærteform.

Du kan lave en bærskum i stedet for karamelcremen.

Fremgangsmåde

Dej

  1. Smør små tærteforme med flydende margarine (8-10 cm i diameter)
  2. Tænd ovnen på 225 grader
  3. Pisk æg og sukker til en hvid masse ca 10 min.
  4. Bland mel og bagepulver
  5. Vend det i æggemassen og sørg for at alt melet er blandet med æggemassen
  6. Tilsæt mælk og vend det forsigtigt, så det bliver en ensartet flydende masse
  7. Hæld massen i formene, de må kun fyldes ⅔
  8. Sæt kagerne i ovnen
  9. Bag dem ved 225 grader i ca 6-7 min, pas på at de ikke bliver for mørke
  10. Tag kagerne ud af ovnen og lad dem stå et øjeblik
  11. Lav fordybninger i kagerne
  12. Lad kagerne afkøle på en rist, tag dem ud af formene inden de bliver helt kolde, så slipper de nemmere formen

Karamelcreme

  1. Brun sukkeret i en gryde, ikke på fuldt blus
  2. Hæld det meste af mælken i sukkermassen, (gem noget til maizenamelet) vær opmærksom på at sukkeret stivner, når den kolde mælk kommes i
  3. Varm massen op til sukkeret er helt smeltet
  4. Rør maizenamel ud i mælken
  5. Hæld det i en stråle ned i karamelmassen under omrøring
  6. Giv det et opkog, imens der røres
  7. Smag til med vaniljesukker
  8. Køl cremen ned, det bliver en meget tyk creme, hvis du vil have en tyndere creme, skal du bruge mere mælk
  9. Pisk fløden til stift flødeskum
  10. Pisk fløde og karamelmasse sammen til en ensartet glat creme
  11. Fyld karamelcremen i en sprøjtepose med en tyl
  12. Sprøjt karamelcreme ud på kagerne
  13. Pynt kagerne med ribs
  14. Pynt evt med flormelis

Relaterede opskrifter