Oprettet 1, October 2020
Pæretærte serveret med cremefraiche
Sprød Pæretærte drysset med sukker og serveret med lækker kold cremefraiche.



Historien bag opskriften
Jeg er vild med denne pæretærte som du får opskriften på i denne uge, den er bare så nem at lave og den smager dejlig, i det hele taget er jeg vild med alle former for tærter.
For et stykke tid siden havde jeg besøg af en dejlig kollega Annelise, hun afløser som sygeplejerske hos os og vi har mange dejlige aftenvagter sammen. Annelise forærede mig en bagebog: Mesterkokkens Bagebog, den har hun fået i hendes teenageår. Jeg har før lånt bogen af hende og den har stået på min ønskeseddel lige siden, men den har været svær at få fat i, den jeg har fået, er den røde udgave og den jeg har set brugt på nettet, har været den blå udgave.
Opskriften på tærtedejen er fra denne bagebog og jeg kan fortælle, at jeg er rigtig glad for bogen og jeg arbejder i øjeblikket med opskrifter fra den.
Pæretærte serveret med cremefraiche
- 01:30
- 6 personer
- Nem
Ingredienser
Ingredienser
- 250 g mel
- ¼ tsk salt
- 125 g smør eller margarine
- Ca. 1 dl kold vand
- 4 pærer ca 600 g
Pensling/pynt
- Vand
- Sukker
Tilbehør
- Cremefraiche eller flødeskum
Tips & Idéer
Vil du have en sød dej, tilsæt sukker i dejen.
Du kan bruge fintsnittet æbler i stedet for pærer.
Server vaniljeis til og brug den som dessert.
Fremgangsmåde
- Smørret/margarinen smuldres i melet til det er en grynet masse
- Salt og vand tilsættes
- Der må ikke arbejdes for meget med dejen, brug gerne en køkkenmaskine, hvis du synes, at det er nemmere
- Del dejen i 2 og form dem til en kugle, der trykkes flad
- Pak begge halvdele ind i film
- Stil dem i køleskabet i ca ½ time
- Vask og del pærerne i halve
- Skræl pærerne, fjern stilk og kernehus
- Rul den ene halvdel af dejen ud i en cirkel, brug en tærteform med en diameter på mellem 20-24 cm
- Lad dejen hænge ud over kanten på tærteformen
- Læg pærerne i formen med den buede side opad og med stilkenden mod midten
- Rul den anden halvdel af dejen ud på samme måde som den første
- Læg dejen hen over pærerne og tryk dejen let ned over pærerne, skær kanten til og tryk dejen god sammen i kanten
- Skær små snit i låget oven på pærerne med et pizzahjul eller en skarp kniv
- Stil tærten i køleskab til den er meget kold, ellers kryber kanten ned, når du bager tærten
- Pensl pien/tærten med vand og drys med sukker
- Bag kagen ved 180 grader i ca 40 min, pien/tærten skal være gylden og sprød at se på
- Server den lun eller kold med cremefraiche eller flødeskum