Oprettet 15, October 2022

Nøddekage med kartofler

Saftig kage med masser af hasselnøddekerner, der er lavet til nøddemel, tilsat mosede kartofler, lavet i en springform og drysset med flormelis.

noeddekage-bage-bagening-opskrift-kager-skalvibage-700x1000-v3 noeddekage-bage-kageblog-kage-opskrift-kager-skalvibage-700x1000-v2 noeddekage-bage-opskrift-kager-skalvibage-700x1000-v1

Historien bag opskriften

Dette er en meget speciel kage, synes jeg. Jeg var spændt på, hvordan den ville smage med mosede kartofler i. Men det er faktisk en utrolig lækker fugtig kage, man skal bare sørge for, at kartoflerne er mossede godt og at de er blandet godt sammen med nøddemelet. Det er bestemt ingen fornøjelse at få en klump kartoffel i munden, når man spiser kage, det har jeg prøvet.

Jeg har opskriften fra Frøken Jensens kogebog, den nyere udgave, så hvor gammel kagen er vides ikke.Jeg kan bestemt varmt anbefale, at bage den, den kan holde sig i flere dage. Det er en god kage at servere til kollegerne eller en kage at tage med på tur, den kan bages i forvejen.

Du kan tilsætte appelsinsaft i kagen i stedet for reven citronskal og du kan lave en appelsin glasur og drys lidt reven appelsinskal over kagen.

Nøddekage med kartofler

  • 02:30
  • 8 personer
  • Nem
Pin

Ingredienser

  • 250 g kartofler (melet sort)
  • 250 g hasselnøddekerner
  • 100 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 180 g blødt smør
  • 250 g sukker
  • Lidt salt
  • 4 æg (køkkentemperatur)
  • Reven skal af ⅓ citron
  • Kornene fra 1 stang vanilje

Tips & Idéer

Tilsæt appelsinsaft i stedet for reven citronskal.

Lav en glasur med appelsinsaft og pynt kagen med glasuren.

Fremgangsmåde

  1. Kog kartoflerne med skræl på, til de er møre
  2. Mal nødderne til fint nøddemel i en minihakker eller foodprocessor
  3. Køl kartoflerne af, pil dem og mos dem godt med et piskeris eller en kartoffelmoser, sørg for at der ikke er klumper i.
  4. Bland kartoffelmos og nøddemel godt sammen
  5. Sigt mel og bagepulver sammen
  6. Pisk sukker, smør og salt sammen og pisk det meget længe, indtil det er blødt og cremet
  7. Pisk æggene i et ad gangen og pisk godt imellem hvert æg
  8. Tilsæt citronskal og vaniljekorn og pisk det sammen
  9. Rør halvdelen af melet og kartoffel-nøddeblandingen i dejen og vend det godt sammen
  10. Rør resten af melet og kartoffel-nøddeblandingen i
  11. Brug en ca 22 cm stor springform
  12. Smør formen med flydende margarine og drys formen med mel
  13. Læg en stykke bagepapir over bunden og klem papiret fast med kantringen
  14. Hæld dejen i formen, sæt kagen nederst i en kold ovn
  15. Bag kagen ved 165 grader i ca 1 ½ time
  16. Bliver kagen for mørk under bagningen, læg et stykke bagepapir over kagen
  17. Stik i kagen med en strikkepind, der må ikke være dej på strikkepinden
  18. Lad kagen køle af i formen

Relaterede opskrifter