Oprettet 4, December 2019
Morfars sprøde brunkager
De lækreste gammeldags brunkager lige som Morfar lavede dem.
Historien bag opskriften
Denne opskrift stammer helt tilbage fra min mormor. Min mor overtog opskriften og bagte den hver eneste jul, for det var ingen rigtig jul uden hendes brunkager. Da min mor ikke længere kunne bage dem overtog min far tjansen og han bagte til hele familien hvert eneste år til jul og dette gjorde han indtil han var 90 år.
For at opskriften ikke skulle forsvinde, når min far engang ikke var her længere, var jeg for flere år siden på et 2 dages kursus for at lære at lave dejen. Min far havde ingen køkkenmaskine, så han stod og rørte denne dej med håndkraft og den skulle røres glat som han sagde. Han formede dejen som pølser og skar fine tynde skiver i stedet for at rulle dejen ud og stikke ud med et glas.
Da jeg selv skulle gøre ham kunsten efter, måtte jeg erkende ,at det var meget hårdt at stå og røre dejen blank så jeg valgte at bruge min køkkenmaskine i stedet for og det fungerer fint for mig.
Det er meget omstændeligt at lave denne dej (det kan sikkert gøres på en nemmere måde) men jeg lover jer, at det er det værd. Brunkagerne smager himmelsk.
Morfars sprøde brunkager
- 03:00
- 10 personer
- Middel
Ingredienser
Ingredienser
- 250 g lyst sirup
- 250 g sukker
- 250 g margarine eller smør
- 500 g mel
- 1 tsk kanel
- ¼ tsk stødt nelliker
- 1 knivspids allehånde
- 1 tsk potaske
- 2 spsk øl
Pynt
- Mandelflager
Tips & Idéer
Hvis du lader dejen ligge i køleskabet i nogle dage inden brug, får du en bedre smag.
Du kan sagten fryse brunkagedejen i mindre portioner og lav dem efterhånden som du skal bruge dem.
I stedet for at rulle dejen ud, kan du forme dejen til pølser og skære det ud i tynde skiver.
Fremgangsmåde
- Sirup,sukker,margarine og krydderierne kommes i en gryde
- Varmes op, margarinen skal smelte. Massen må lige boble op, men det må ikke koge. Vær sikker på at sukkeret er opløst
- Potaske blandes med øl, lad det stå så potasken bliver opløst
- Massen i gryden afkøles til det er lillefingervarmt
- Potaske blandingen røres i
- Hæld blandingen over i din røremaskine
- Bland melet i og rør dejen blank
- Foer en skål med film, hæld dejen over i og pak den ind i filmen
- Dejen skal stå koldt til næste dag
- Næste dag æltes(i hånden) dejen igennem. Del dejen op i små portioner og læg det dej du ikke bruger i køleskab
- Rul dejen meget tyndt ud. Brug et glas eller en udstikker i den størrelse, du vil have din brunkage i
- Sæt brunkagerne på en bageplade med bagepapir og sæt en mandel på i midten
- Bag dem ved 180 grader i ca 5-7min
- Lad brunkagerne afkøle. Vær OBS på, at når du tager brunkagerne ud af ovnen vil de være bløde. De bliver hårde og sprøde, når de har stået lidt
- Læg dem i en kagedåse så snart de er afkølede, ellers når de at blive bløde. Gem dem til jul eller spis dem med det samme