Oprettet 28, November 2019
Vaniljekranse som er lækre og sprøde
Lækre og sprøde vaniljekranse, som er nemme at lave og meget velsmagende.
Historien bag opskriften
Opskriften på disse vaniljekranse er min mors opskrift. Jeg elskede, når vi skulle til at bage vaniljekranse og vi brugte den gamle robuste kødhakker, som blev spændt fast på bordet. Det var mig, der betjente den og jeg kørte vaniljekranse stængerne ud og min mor formede dem til små kranse.
Når de var bagt blev de lagt i en kagedåse, hvor dåsen blev klistret til med noget kraftigt tape, da det var forbudt at spise kagerne før juleaften. Min mand og jeg elsker julen, og hos os er der ingen jul, uden min mors opskrift på vaniljekranse. Vi elsker duften af vanilje, og jeg elsker at bage dem, det minder mig rigtig meget om min barndoms jul.
Jeg har også en gammel kødhakker, som jeg bruger. Den har vi arvet efter min mands farmor, så det er en gammel sag. Her i huset bliver der som regel bagt julesmåkager i god tid, og vi spiser med glæde kagerne i hele december måned.
Vaniljekranse som er lækre og sprøde
- 02:00
- 10 personer
- Nem
Ingredienser
Ingredienser:
- 250 g mel
- 1 knivspids hjortetakssalt
- 200 g blødt smør
- Kornene af 1 stang vanilje
- 125 g sukker
- 1 æggeblomme
Tips & Idéer
Du kan lave dobbelt portion og dele dejen op i mindre portioner og bage dem efterhånden som du skal bruge dem. Du kan opbevare dejen i køleskabet, den kan holde sig i 2-3 uger. Det er en god idé at pakke dejen ind i film.
Brug evt. vaniljekransene som værtindegave her i december måned.
Fremgangsmåde
- Bland mel og hjortetakssalt sammen
- Hak smørret ud med en kniv og tilsæt det til melblandingen
- Smuldr dejen til den bliver grynet
- Skrab kornene ud af vanillestangen og bland dem i lidt af sukkeret
- Kom blandingen sammen med resten af sukkeret og bland det i melblandingen
- Tilsæt æggeblommen og ælt dejen hurtigt sammen. (ælt ikke dejen for meget)
- Stil dejen koldt i ½ time
- Sørg for at dine bageplader er kolde. Læg bagepapir på
- Brug din køkkenmaskine og sæt den plade på der har et stjerneformet hul
- Kør dejen igennem køkkenmaskinen og “fang stjernestængerne”
- Skær dem i 10 cm lange stykker og saml dem til kranse
- Læg dem på den kolde bageplade
- Bag dem ved 180 grader i ca 8-10 min. til de er let gyldne
- Lad dem afkøle, spis dem med det samme eller gem dem til juleaften
- Der bliver ca 50 stk. af denne portion