Oprettet 13, February 2023
Moccakage
En lækker blød kage med fyld af en smagfuld moccacreme, der er brugt både som fyld, pynt og drysset med hakkede mandler.
Historien bag opskriften
Denne opskrift er en opskrift fra AMO, det er en af de opskrifter jeg har fundet frem til via den kagegruppe, jeg er medlem af. Det er egentlig bare en sandkagedej, som du deler i 3 dele, når kagen er bagt og hvor du lægger kagen sammen med en god moccacreme, pynter den ligeledes med moccacreme . Du kan også tilføje lidt appelsinsaft til dejen for at give den lidt mere smag
Nu er det spændende om denne opskrift giver respons som min opskrift på spejlæg, der blev lagt op i sidste uge, jeg bliver altid så glad, når nogen deler deres minder om nogle af de gamle kager.
En af mine følgere fortalte, at den havde hun bagt, da hun gik til husgerning i sin skoletid. Her var der tilføjet en klat kagecreme.
En anden kunne fortælle, at den lavede hendes moster, der var 2 stykker lagt sammen med stribet nutella, jeg har smagt den og den smagte fantastisk, så tak for at dele jeres minder med mig.
Moccakage
- 1 personer
- Svær
Ingredienser
Dej
- 300 g mel
- 300 g blødt smør eller margarine
- 300 g sukker
- 5 æg
Fyld og pynt
- 200 g blødt smør eller margarine
- 200 g flormelis
- 1 æg
- 3 spsk meget stærk kaffe (evt 3 tsk pulverkaffe blandet med 3 tsk kogende vand)
- 50 g hakkede mandler eller nødder
Tips & Idéer
Du kan lave kagen i en springform.
Lav en chokolade creme i stedet for.
Tilsæt appelsinsaft i dejen til kagen.
Fremgangsmåde
Fremgangsmåde
- Fedtstof skal have samme konsistens som mayonnaise
- Fedtstof og sukker røres sammen til en blød, luftig konsistens
- Æggene tilsættes 1 ad gangen og der røres godt i mellem hver gang
- Mel og bagepulver blandes og tilsættes dejen, den røres godt sammen
- Brug en 2 l form
- Smør formen med flydende margarine og drys formen med mel og fordel melet ud over hele formen
- Dejen hældes i formen
- Kagen bages ved 175 grader i ca 1 time på nederste rille i ovnen
- Brug en strikkepind og stik i kagen, der må ikke være dej på strikkepinden
- Lad kagen afkøle lidt og tag den herefter ud af formen og lad den afkøle på en bagerist
Fyld og pynt
- Fedtstof skal have konsistens som mayonnaise
- Bland alle ingredienser sammen og rør det godt sammen, til det er en blød ensartet massen
- Hak mandlerne eller nødderne
Montering
- Del kagen i 3 dele på langs
- Moccacremen smøres på kagen og kagen lægges sammen
- Kagen overtrækkets med moccacremen og der drysses med de hakkede mandler eller nødder