Oprettet 16, July 2020
Chokoladekage pyntet med chokoladeglasur og kokos
Lækker, blød velsmagende chokoladekage pyntet med chokoladeglasur og med kokos. En klassens timekage, en kollegakage, som er lynhurtig at lave.



Historien bag opskriften
Mange holder sommerferie lige nu og det er nok ikke bagning, der står øverst på listen over ting, I laver i ferien. Men prøv denne lækre chokoladekage pyntet med chokoladeglasur og kokos. Den er lynhurtig at lave og det er en kage, du kan tage med på tur eller bare til hygge sammen med din familie. Du kan også bruge den som klassens timekage eller en lækker kollegakage, når hverdagen vender tilbage igen.
Jeg har travlt i øjeblikket med at bage nye kager til min fotosession på søndag, jeg er nemlig kommet bagud, da jeg var så uheldig at få en stressfraktur i min venstre fod for lidt over en uge siden, heldigvis var bruddet ukompliceret og jeg kunne nøjes med at få tapet min fod, men jeg blev kommanderet ind på sofaen i en hel uge til afhævning af foden, så det var nul bagen i den uge. Men nu er jeg igang igen med nye spændende kager. Glæd jer til de kommer på bloggen inden så længe.
Rigtig god dag allesammen.
Chokoladekage pyntet med chokoladeglasur og kokos
- 01:00
- 10 personer
- Nem
Ingredienser
Chokoladekage
- 200 g blødt smør
- 200 g sukker
- 2 æg
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 spsk kakao
- ¾ dl vand
- 200 g mel
Glasur
- 100-125 g flormelis
- 1 stor spsk kakao
- 2-3 spsk kogende vand
Pynt
- Kokos
Tips & Idéer
Du kan med fordel bage kagen nogle dage før brug, pak den ind i bagepapir.
Lav en hvid glasur og undlad kokos.
Lav en chokolademousse, put det ovenpå kagen og og pynt med friske bær.
Fremgangsmåde
Fremgangsmåde
- Rør smør og sukker hvidt og luftigt i ca 10 min
- Tilsæt 1 æg ad gangen og rør godt mellem hvert æg
- Bland melet med bagepulver, kakao og vaniljesukker
- Tilsæt skiftevis melblanding og vand
- Rør det hurtigt sammen, behøver kun at blive rørt til dejen er samlet og melblanding er blandet med massen
- Beklæd en lille bradepande 20 x 30 cm med bagepapir. Hvis du vil have en større kage øger du bare mængden
- Bag kagen i ca 30 min ved 175 grader(varmluft)
- Brug en strikkepind og stik i kagen, der må ikke være dej på. Hvis kagen bliver bagt for meget bliver den tør
- Tag kagen ud og lad den afkøle
Glasur
- Kog vandet
- Bland mel og kakao
- Hæld vandet i blandingen
- Rør det godt sammen, til det bliver blankt, glasuren må ikke være for tynd, så tilføjelse mere flormelis
- Drys kokus oven på kagen
- Lad den stå nogle timer inden servering