Oprettet 10, March 2023
Lagkagemuffins
Lækre svampede kager lavet af lagkagedej, bagt i en muffinsform, delt i 2, dryppet med hindbærsirup, lagt sammen med kagecreme og fyldt med råsyltede hindbær, pyntet med flødeskum og knuste frysetørrede hindbær.
Historien bag opskriften
Denne opskrift er min egen, som jeg har brugt. Jeg lavede kagerne som et forsøg, for at se om jeg kunne bruge lagkagedejen til andet en lagkage eller roulade. Jeg synes selv, at det lykkes helt godt og lagkagemuffinsene har været prøvesmagt af min familie og mine arbejdskollegaer og de er blevet godkendt.
Det smarte ved kagerne er, at du kan servere dem i papirsforme, så er de nemme at transportere og spise med fingrene. Du kan bruge andre bær f.eks brombær, jordbær og blåbær. Du skal ikke lade dig afskrække af den lange opskrift, du kan med fordel lave siruppen i god tid og lad det stå i køleskabet, den kan sagtens holde sig. Kagerne kan du bage og fryse ned. Kagecremen kan du købe som pulver og blande med mælk og lave den ½ time før brug. De råsyltede hindbær kan du lave dagen før.
Lagkagemuffins
- 01:00
- 15 personer
- Middel
Ingredienser
Hindbærsirup (Laves dagen før)
- 1 dl vand
- 225 g frosne hindbær
- 180 g sukker
- 1 vaniljestang
Dej
- 3 æg
- 125 g sukker
- 60 g kartoffelmel
- 50 g mel
- 2 tsk bagepulver
Kagecreme
- 1 æg
- 2 spsk sukker
- 2 spsk mel
- 2,5 dl mælk
- Kornene af ½ stang vanilje eller vaniljesukker efter smag
- 1 dl fløde
Råsyltede hindbær (Laves et par timer før brug)
- 100 g friske hindbær
- 1 stang vanilje
- 50 g sukker
Pynt
- 3 dl fløde
- Lidt knuste frysetørrede hindbær
Tips & Idéer
Du kan købe kagecreme som pulver og bruge det i stedet for.
Brug andre bær f.eks brombær, jordbær eller blåbær.
Fremgangsmåde
Hindbærsirup
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud
- Rør dem godt sammen med 2 spsk sukker
- Kom alle ingredienser i en gryde
- Varm det op til det koger og lad det småkoge i ca 10-15 min
- Det må ikke tykne for meget, det tykner, når det er afkølet
- Tag nogle prøver op på et tallerken, konsistensen skal være sirupsagtig
- Si hindbærrene fra og opbevar siruppen i en lille rengjort/skoldet flaske i køleskabet
- Opskriften giver ca 2 dl
Dej
- Tænd ovnen og sæt den på 200 grader
- Pisk æg og sukker til en luftig masse. Pisk gerne i 10 til 15 min.
- Bland mel, kartoffelmel og bagepulver sammen
- Sigt det i æggemassen
- Fold det forsigtigt sammen med en dejskraber. Vær sikker på at det er helt gennemarbejdet
- Smør muffinsformen med flydende margarine
- Fordel massen i formen ca ¾ fuld
- Bag dem ved 200 grader i 7-8 min.
- Tag muffinsformen ud
- Vend dem ud på bagepapir drysset med sukker
- Vend dem om igen
- Lad lagkagemuffinsene afkøle
Kagecreme
- Pisk æggene sammen med sukker og mel i en gryde, til du har en glat overflade
- Pisk mælken i
- Tilsæt vaniljekornene og resten af vaniljestangen
- Varm cremen langsom op imens du rører/pisker i det
- Lad cremen koge sagte i et par min.
- Tag gryden af
- Hæld den varme creme op i en skål
- Drys en smule sukker over, så den ikke trækker skind
- Køl cremen af
- Pisk fløden til flødeskum
- Når cremen er helt afkølet blandes den med flødeskum
- Rør massen godt sammen
Råsyltede hindbær
- Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen
- Bland vaniljekorn med 2 spsk sukker og bland det godt sammen
- Tilsæt vaniljesukker, sukker til hindbærrene og rør det godt sammen
- Rør i hinbærrene med jævne mellemrum indtil sukkeret er opløst
Montering
- Del muffinsene i 2 dele
- Dryp den underste bund med hindbærsirup
- Fordel kagecremen på underste bund
- Lav et hul i den øverste bund på ca 2 cm i diameter, brug en udstikker, hvis du har sådan en ellers brug et lille glas
- Dryp øverste bund med hindbærsirup
- Læg øverste bund oven på den nederste bund
- Fyld hullet med råsyltede hindbær
- Pisk fløden til flødeskum
- Brug en sprøjtepose og anvend en lukket stjerne tyl
- Sprøjt flødeskummet som en blomst oven på bunden
- Kagen kan fint stå 1 døgn, inden du pynter den, det bliver lagekagemuffinsen mere svampet af