Oprettet 20, May 2021
Kærnemælkshorn med marcipanremonce og rabarber
Lækre bløde kærnemælkshorn med fyld af marcipanremonce, rabarberstykker og drysset med hakkede mandler og perlesukker



Historien bag opskriften
Der findes ikke noget skønnere end nu her, hvor rabarbersæsonen er begyndt. Du kan lave rigtig mange ting med rabarber, du kan bruge det i madlavningen, i kager og desserter. Du kan lave saft, frugtgrød, rabarberkompot, marmelade og mange andre ting.
Der er rigtig mange forskellige sorter at vælge imellem. Jeg har en rabarberplante og den er ikke stor, men giver fine stængler til brug for mine nørderier. Jeg tænker, at jeg vil have købt flere forskellige sorter, så jeg har rabarber fra det tidlige forår til efteråret.
Jeg elsker denne opskrift på kærnemælkshorn, de bliver nemlig rigtig dejligt bløde og jeg har valgt at lave en marcipanremonce med rabarberstykker ovenpå, det er en god kombination af det søde og syrlige, udrulningen kan godt være lidt svær, da fyldet gerne vil glide ud, men med øvelse går det og glæden er bare stor, når de serveres.
Kærnemælkshorn med marcipanremonce og rabarber
- 05:00
- 12 personer
- Middel
Ingredienser
Ingredienser
- 1 ½ dl kærnemælk
- 25 g gær
- 1 spsk sukker
- ½ tsk salt
- 1 æg
- 150 g smør
- Ca 300 g mel
Marcipanremonce
- 75 g blødt smør
- 50 g sukker
- 100 g marcipan
Rabarber
- 150 g rabarber
Pensling
- Sammenpisket æg
- Perlesukker
- Hakkede mandler
Tips & Idéer
Læg et stykke nougat ovenpå remoncen i stedet for rabarber.
Pynt hornene med glasur i stedet for perlesukker og hakkede mandler.
Fremgangsmåde
Dej
- Rør gæren ud i den kolde kærnemælk
- Tilsæt sukker, salt og æg
- Smuldr smørret ud i ⅔ af melet
- Rør gærblandingen i
- Ælt dejen med resten af melet, så den lige slipper kanten af røreskålen, dejen skal være let og blød.
- Lad dejen hvile i køleskab i 3 timer
Marcipanremonce
- Riv marcipanen på et rivejern
- Rør smør, sukker og det revne marcipan sammen til en remonce
Rabarber
- Skyl rabarberne
- Skær rabarberne i små stykker
Pynt
- Pisk ægget sammen
- Hak mandlerne, bland dem med perlesukker
Montering
- Rul dejen ud i en rektangel på 15 cm i højden og 48 cm i bredden
- Skær den ud i 12 lige store trekanter. De måler 8 cm i bredden og 15 cm i længden
- Læg en klat marcipanremonce på hvert stykke i den brede ende i midten
- Læg stykker af rabarber oven på remoncen
- Rul trekanten fra den brede ende, så det bliver til et horn. Snippen skal vende nedad
- Læg hornene på en bageplade med bagepapir
- Stil hornene til hævning i 30 min
- Pensl hornene med sammenpiskede æg
- Drys med perlesukker og hakkede mandler
- Bag dem ved 180 grader i ca 12-15 min, til de er gyldne