Oprettet 29, April 2021
sveskestang af butterdej
Lækker, sprød sveskestang lavet af hjemmelavet butterdej, fyldt med sveskegrød og pyntet med et drys flormelis



Historien bag opskriften
Denne lækre sveskestang lavede jeg for mange år siden, da vi havde besøg af nogle gode venner fra Sverige. De er begge to kokke, så det var lidt af et sats, da jeg gik igang med at bage sveskestangen. Dengang var jeg ikke erfaren i at lave butterdej, så jeg havde købt butterdejen færdig, ligesom jeg havde købt sveskegrøden færdig. Du kan sagtens selv lave din egen sveskegrød, det tager bare længere tid, men det smager selvfølgelig også bedre.
Jeg kan fortælle, at vores 2 kokke venner bestemt var vilde med kagen og det hele blev spist. Du kan også lave kagen, hvor du laver en rund bund og laver en flettet top, det ser meget flot ud, når den serveres.
sveskestang af butterdej
- 02:30
- 12 personer
- Svær
Ingredienser
Sveskegrød
- Købt sveskegrød
Butterdej
- 360 g mel
- 75 g smør
- 1,75 dl koldt vand
- 1 ½ spsk lys eddike
- 300 g smør
Pynt
- Flormelis
Tips & Idéer
Server sveskestangen med kold flødeskum.
Frys sveskestangen rå, tag den op, lad den tø op ved stuetemperatur, bag den.
Du kan bruge købe butterdej i stedet for at lave butterdejen selv.
Fremgangsmåde
- Alle ingredienser skal være kolde
- Hæld mel i en skål og smuldr 75 g smør i melet, tilsæt eddike og vand
- Ælt dejen sammen til en smidig dej, dog ikke for længe. Dejen må ikke være tør, så skal du tilføje mere vand
- Dejen er ikke ensartet, når den er færdig, det kommer, når den rulles ud. Pak den ind i film og stil den i køleskab i 15 min.
- Bank det kolde smør smidigt på et meldrysset bord med en kagerulle, dæk smørret med mel, så kagerullen ikke hænger i. Fold smørret og bank igen, dette bliver du ved med, indtil smørret har en tilpas blød konsistens, den må ikke blive for blød, skal have samme konsistens som dejen. Smørklumpen skal være ca 15 x 15 cm
- Sørg for at der er godt med mel på bordet, det skal, der være under hele processen, så dejen ikke hænger i bordet
- Rul dejen ud så du har 4 flapper, der skal være en forhøjning i midten
- Læg smørret på forhøjningen på skrå
- Tryk smørret let ned i forhøjningen
- Pak smørret ind som en konvolut, sørg for at dejen er pakket stramt omkring smørret, så der ikke opstår luft omkring smørret
- Der skal være godt med mel på bordet under hver udruldning
- Rul dejen ud i en rektangel, ca 3 x bredden, fold ⅓ af dejen ind over dejen og dernæst den sidste ⅓ ind over, ligesom en bog. Husk at børste overskydende mel væk hver gang, så det ikke bliver en tør dej
- Stil dejen i køleskab i 15 min pakket ind i film
- Gentag udruldningen igen på samme måde som før og sæt dejen i køleskab i 15 min.
- Gentag processen 3.gang og sæt nu dejen i køleskab i 30 min.
- Dejen er klar til udruldning til din sveskestang
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft
- Del dejen i 2 halvdele og læg den ene halvdel i køleskab pakket ind i film
- Rul den anden halvdel ud i en rektangel, husk at der skal være nok mel på bordet, så dejen ikke hænger fast. Den skal måle 25 cm i bredden og 30 cm i længden og ca ½ - 1 cm i tykkelsen
- Læg dejen over på en bageplade med bagepapir, dette er nemmere at håndtere
- Smør sveskegrøden ud i midten af stangen, du må ikke komme helt ud til kanten foroven og forneden af stangen
- Skær skrå indsnit ind i dejen ca ½ cm fra fyldet, der skal være 3 cm mellem hvert indsnit
- Nu skal du flette, du begynder ovenfra og folder den øverste og nederste kant ind over fyldet, så du lukker for, at fyldet kan flyde ud
- Flet stangen, begynd fra højre side og dernæst venstre side
- Gentag processen med den anden halvdel af dejen
- Pensl begge stænger med sammenpisket æg, kun ovenpå og ikke på siderne, ellers hæver stangen ikke ordentligt op under bagning
- Skru ovnen ned på 200 grader og bag stængerne i ca 10-12 min, indtil de gyldne
- Tag stængerne ud og lad dem afkøle
- Drys med sigtet flormelis inden servering