Oprettet 18, March 2021
Tebirkes af wienerbrødsdej
Lækre sprøde tebirkes / smørbirkes af wienerbrødsdej med smør, penslet med æg og pyntet med blå birkes
Historien bag opskriften
Jeg er normalt ikke så vild med rundstykker, jeg synes, at det er som at spise luft og jeg bliver ikke særlig mæt, derfor vælger jeg altid en tebirkes gerne med et godt lag smør og en god ost.
Nu har jeg efterhånden lavet wienerbrødsdej flere gange og jeg synes, at jeg er blevet helt skrap til det, jeg kan nu selv lave mine tebirkes. Jeg fryser dem rå, tager dem op aftenen før, sætter dem i køleskabet natten over. Imens ovnen varmes op, står de og hæver ½ times tid på køkkenbordet, ind i ovnen med dem og vupti, så er der friskbagt morgenbrød, bedre bliver det ikke sådan en søndag morgen.
Hvis du skal have gæster til brunch, kan du overraske gæsterne med tebirkes, du kan også lave de koldhævede boller, så der er 2 forskellige slags. Opskriften finder du også herinde på bloggen. Dejen til dem laver du dagen før, sætter dem på en bageplade på dagen og bager dem.
Tebirkes af wienerbrødsdej
- 03:30
- 14 personer
- Svær
Ingredienser
Wienerbrødsdej
- 2 ½ dl mælk
- 50 g gær
- 2 æg
- 500 g mel
- ½ tsk salt
- 2 spsk sukker
- 50 g smør
- 300 koldt smør til udrulning
Pynt
- Sammenpisket æg
- Blå birkes eller lyse birkes
Tips & Idéer
Smør remonce på midten af dejen og fold den som en birkes, så får du en sød kage.
Lad de rå tebirkes stå i køleskabet natten over, bag dem om morgenen.
Fremgangsmåde
Wienerbrødsdej
- For at få det bedste resultat, skal alle ingredienser være kolde
- Gæren røres ud i den kolde mælk og æggene tilsættes og blandingen røres sammen
- Mel, salt og sukker blandes
- De 50 g blødt smør tilsættes melblandingen (giv det 15 sek i mikroovn) og blandingen smuldres sammen
- Mælkeblandingen tilsættes og dejen æltes hurtigt sammen, så det lige hænger sammen. Fold dejen sammen til en kugle, den er meget fedtet, brug evt en dejskraber og læg dejen i køleskab i ca 15 min.
- Bank det kolde smør smidigt på et meldrysset bord med en kagerulle. Dæk smørret med mel, så det ikke hænger fast i kagerullen, fold og bank igen indtil konsistens er som dejen. Smørret skal være ca 15x15 cm stort
- Rul dejen ud i en kvadrat der er større end smørret, der skal være en lille forhøjning i midten,læg smørret på skrå i kvadraten og bank den let fast til dejen
- Fold dejen stramt op omkring smørret, ligesom når du folder en kuvert, så smørret er lukket inde i dejen, det skal være helt ud i hjørnerne
- 1. rulning : Drys godt med mel på top og bund og udrul forsigtigt til en rektangel hvor længden skal være 3 gange så lang som bredden. Feks. 20 x 60 cm
- Børst dejen fri for overskydende mel for hvis du ruller melet ind i dejen, bliver kagen tør. Det skal du gøre ved hver eneste udrulning og sammenfoldning
- Fold en tredjedel ind over dejen og dernæst den sidste tredjedel oven på. Dejen er nu foldet 1x3. Sæt dejen i køleskab i et kvarter
- 2. rulning: det samme som ved 1. rulning, sæt dejen i køleskab i 15 min
- 3. rulning: det samme som ved 2. rulning Dejen har nu 27 lag. Læg den i køleskab i 15 min
- Del dejen i 2 stykker, dette er nemmere at arbejde med
- Læg den ene halvdel i køleskabet
- Rul den anden halvdel ud til en rektangel på 30 x 42 cm
- Fold den side, der er 30 cm sammen i 3 lag så den måler 10 cm i bredden
- Pensl med sammenpisket æg på hele overfladen
- Drys med birkes i et godt lag, så det dækker hele overfladen
- Skær ud i stykker på 6 cm i bredden, der bliver 7 stykker
- Læg dem på en bageplade med bagepapir
- Gør det samme med den anden halvdel
- Lad kagerne hæve i ½ time i et ikke alt for varmt rum
- Bag kagerne ved 210 grader varmluft i ca 10-12 min, til de er gyldne
- Lad dem køle af
- Del tebirkes i 2 halvdele og smør et lag smør på