Oprettet 12, November 2020
Honningkage med smørcreme
Lækker honningkage med smørcreme, pyntet med smeltet chokolade og drysset med krymmel
Historien bag opskriften
Det er godt nok en meget anderledes tid, vi lever i lige i øjeblikket, hvor coronaen stadig huserer, vi er meget derhjemme og derfor står den bestemt på hygge her i den mørke tid. Jeg kan ikke huske, at der sidste år var pyntet så meget op med julelys i november, som der er i år.
Forleden var jeg i forbindelse med mit arbejde som sygeplejerske ude hos en borger i en lille landsby, her var der flere steder, hvor der virkelig var pyntet flot op, jeg kom forbi en større gård, her havde de på facaden pyntet med istapper og de små træer foran gården havde alle lysguirlander. Jeg måtte simpelthen holde stille og beundre kunstværket og her sad jeg så og glædede mig over, at jeg er så heldig, at jeg har aftenvagt.
I denne uge tager vi forskud på julen med denne fantastiske lækre honningkage med masser af krydderier, den smager dejligt og jeg kommer helt i julehumør, når jeg spiser den. Jeg synes, at I skal bage den i weekenden, hvis I altså har tid, jeg er sikker på, at den vil gøre lykke hos familien.
Honningkage med smørcreme
- 02:00
- 12 personer
- Nem
Ingredienser
Dej
- 6 æg
- 150 g honning
- 150 g sukker
- 1 ½ tsk stødt ingefær
- 1 ½ tsk stødt nelliker
- 1 ½ tsk stødt kanel
- 1 ½ tsk stødt kardemomme
- 375 g hvedemel
- 6 tsk bagepulver
Smørcreme
- 125 g flormelis
- 2 spsk vand
- 250 g blødt smør
Pynt
- 100 g mørk chokolade
- Krymmel
Tips & Idéer
Du kan lave honning kagen i god tid, frys den uden smørcremen, lav den færdig et par dage før, kagen skal bruges.
Smør honningkagen med abrikosmarmelade på den ene halvdel inden du smører den med smørcreme.
Du kan lave honningkagen som en roulade.
Fremgangsmåde
Dej
- Del æggene i æggeblommer for sig og æggehvider for sig
- Rør æggeblommerne hvide med sukkeret, de skal røres godt
- Honningen smeltes, må ikke koge
- Honningen hældes langsomt i æggemassen under kraftig omrøring
- Tilsæt krydderier og bagepulver i melet
- Sigt det i den flydende masse og rør det godt sammen
- Pisk æggehviderne stive
- Tilsæt æggehviderne og vend forsigtigt æggehviderne i dejen, indtil den er rørt godt sammen, dette skal gøres i hånden, bedst med en dejskraber
- Beklæd en bradepande str ca 20 x 32 med bagepapir
- Vend dejen ud i bradepanden
- Bag kagen ved 150 grader(varmluft) i ca 55 min
- Lad kagen afkøle til den er helt kold
- Flæk kagen på midten
Smørcreme
- Rør smørret blødt
- Rør flormelis sammen med kogende vand
- Tilsæt glasuren lidt efter lidt i smørret, imens der røres
- Cremen bliver på den måde blød og meget luftig
- Fordel cremen ud ud på den ene halvdel af kagen
- Læg den anden halvdel oven på
- Stil den kold og del herefter kagen i 2 på langs
Glasur
- Chokoladen smeltes over et vandbad indtil den bliver flydende og nem at arbejde med
- Smør chokoladen ovenpå kagerne
- Drys med krymmel på kagerne
- Stil den koldt indtil glasuren er størknet
- Pak hver kage ind i film og stil dem i køleskabet i nogle dage, så står de og trækker og smager meget bedre