Oprettet 26, March 2020

Franske vafler med smørcreme

Sprøde franske vafler også kaldet øretæver, som er nemme og velsmagende.

franske-vafler-bage-opskrift-skalvibage-700x1000-v1 franske-vafler-bage-opskrift-bagening-skalvibage-700x1000-v2 franske-vafler-bage-kager-blog-opskrift-bagening-kage-skalvibage-700x1000-v3

Historien bag opskriften

Da jeg besluttede, at jeg ville lave en blog med gamle kageopskrifter, havde jeg store betænkeligheder, da jeg jo ikke er dygtigere end andre amatørbagere. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne bage perfekte kager. Her måtte jeg tage mig selv i skole og spørge mig selv om, hvad det egentlig var, jeg ville med den blog. Jeg fandt frem til, at det jo i bund og grund ikke handler om at bage perfekte kager, men at det for mig handler om glæden og kærligheden til at bage, det er det, der driver mig og det vil jeg forsøge at give videre til jer igennem min blog. Det er sådan med mange af de gamle kageopskrifter, at de har masser af smag og at det er en nydelse at spise dem, men det er ikke altid nemt at bage dem og få dem til at se pæne ud, nogle gange opfører dejen sig, som den selv vil.

En af dommerne ved den store bagedyst Markus Grigo siger bla : Den flotteste kage er ikke noget værd, hvis den ikke kan spises. Det synes jeg siger alt, vi behøver ikke, at kunne lave perfekte kager, der er nok en tendens til at alt skal være så perfekt.

Jeg er medlem af en kagegruppe, hvor medlemmerne lægger billeder af deres bagværk op og jeg må sige, at der er rigtig mange flotte billeder af perfekt bagværk og jeg har den største respekt for alle disse dygtige amatørbagere.

Denne uges opskrift på franske vafler, kaldet øretæver i min barndom, er netop en af de opskrifter, som opfører sig, som den selv vil, når den bliver bagt. Nogle boblede op, andre forblev flade, men det er jo netop derfor, at jeg synes, at den er så unik.

Håber at I får lyst til at bage denne kage, den smager rigtig dejligt.

Franske vafler med smørcreme

  • 01:00
  • 8 personer
  • Nem
Pin

Ingredienser

Vafler

  • 125 g mel
  • 100 g koldt smør
  • ½ dl vand

Smørcreme

  • 100 g blødt smør
  • 50 g sigtet flormelis
  • 1 pasteuriseret æggeblomme

Pynt

  • 1 æggehvide
  • Perlesukker

Tips & Idéer

Opbevar vaflerne i en kagedåse med bagepapir og tætsluttende låg.

Du kan lægge vaflerne sammen med flødeskum eller flødecreme istedet for smørcreme.

Fremgangsmåde

Vafler

  1. Skær smørret ud i mindre stykker og smuldr det ud i melet
  2. Tilsæt vand og ælt dejen sammen
  3. Stil dejen i køleskab i ½-1 time
  4. Rul dejen tykt ud ca ½ cm
  5. Stik den ud med en udstikker eller et lille glas på ca 4 cm
  6. Hold dejen fast i den ene ende og rul ud så dejen bliver aflang og ca 10 cm lang
  7. Læg kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir
  8. Prik dem med en gaffel
  9. Pensl med æggehvide og drys dem med perlesukker
  10. Bag dem ved 180 grader (varmluft) i ca 10-15 min til de er gyldne, evt lidt karameliserede hist og her
  11. Lad dem køle af på en bagerist
  12. Der bliver ca 16 stykker

Smørcreme

  1. Rør smørret blødt
  2. Tilsæt sigtet flormelis og æggeblomme
  3. Rør massen har en blød konsistens
  4. Put evt smørcremen i en sprøjtepose med en stjernetyl
  5. Sprøjt et lag smørcreme på den ene halvdel af en vaffel, den side med sukker på skal vende nedad
  6. Læg den anden halvdel på og tryk den lidt flad, pas på at vaflen ikke går i stykker

Relaterede opskrifter