Oprettet 18, June 2020
Gulerodskage med Cremetopping
Lækker blød, svampet gulerodskage pyntet med frisk cremetopping og drysset med hakkede valnødder.
Historien bag opskriften
Denne opskrift stammer fra en af Amos bagebøger. Det er en utrolig dejlig, blød og saftig kage med masser af smag og det, der gør den saftig, er selvfølgelig gulerødderne og rosinerne. Den bliver overhovedet ikke tør, selvom den står i flere dage, tværtimod så kommer den til at smage bedre. Det er en kage med rigtig mange forskellige ingredienser i og derfor synes jeg, at det er en meget spændende kage at bage og jeg kan varmt anbefale dig at bage den. Den første gang, jeg bagte den, glemte jeg, at komme kanel i, men den smagte godt alligevel, så hvis du ikke er så meget til kanel, kan du sagtens undlade det.
Jeg vil sige, at jo flere kager, jeg får bagt efter gamle kageopskrifter, jo mere kommer jeg også til at elske de kager og hold da op, hvor der findes mange dejlig opskrifter. Mange kager har mange krydderier og andre spændende ingredienser.
Det næste stykke tid vil jeg arbejde med kager,der er mere sæsonbetonede, så kære allesammen, I kan godt begynde at glæde jer.
Gulerodskage med Cremetopping
- 01:30
- 10 personer
- Nem
Ingredienser
Kage
- 275 g mel
- 300 g brunt farin
- 2 dl olie
- 4 æg
- ½ tsk groft salt
- 2 tsk kanel
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 ½ tsk bagepulver
- 2 tsk natron
- 375 g groft revet gulerødder
- 50 g rosiner
- 35 g valnøddekerner
Cremetopping
- 200 g flødeost natural
- 2 spsk vand
- 50 g flormelis
- 2 tsk skal fra 1 økologisk citron
Tips & Idéer
Kan laves flere dage før den skal bruges og pynt den på dagen.
Kagen kan fryses.
Du kan lave cremetopping med lime istedet.
Fremgangsmåde
Kage
- Pisk brun farin,olie og sukker sammen
- Bland mel, salt, bagepulver, vaniljesukker, kanel og natron sammen og sigt det i olieblandingen
- Skræl og riv gulerødderne groft og vend dem i dejen med rosiner og grofthakkede valnødder
- Kom dejen i en smurt springform. Ca 24-26 cm i diameter
- Bag den ved 160 grader (varmluft) i ca 45 min. Prøv at stikke i den med en strikkepind. Der må ikke være dej på strikkepinden
- Tag kagen ud og lad den afkøle helt
Cremetopping
- Bland flødeost og flormelis og rør det glat
- Tilsæt de øvrige ingredienser
- Fordel cremen på toppen af kagen og drys med hakkede valnøddekerner