Oprettet 10, December 2020
De bedste Jødekager
Lækre sprøde klassiske jødekager lavet med smør og pyntet med en blanding af sukker og kanel.
Historien bag opskriften
Opskriften på jødekager er en meget gammel opskrift og det er en opskrift på en lækker sprød småkage, som vi bager til jul. Betegnelsen jødekager opstod i 1700 tallet, fordi forskellige kager blev solgt af jødiske bagerier, kagen, som den er i dag, stammer tilbage fra 1856 og er af dansk oprindelse. Jeg håber, at denne fantastiske kage får lov til at beholde sit navn og ikke som mange andre fødevarer får andre navne, fordi man mener, at der racisme ind over.
Jeg mener helt klart, at den kage skal være en hyldest til dens oprindelsessted og at vi vil blive ved med at huske at bage denne dejlige småkage. Det er en af de nemmeste julesmåkager som jeg kender.
Jødekager var altid med på min mors liste over julesmåkager, ligesom den er blevet en småkage, som vi her i huset bager hvert år til jul, min mand Lars elsker dem og for ham er der ingen jul uden jødekager, ligesom der ikke er nogen jul uden min fars brunkager for mig.
De bedste Jødekager
- 02:00
- 12 personer
- Nem
Ingredienser
Dej
- 200 g blødt smør
- 85 g sukker
- 250 g mel
Pynt
- 1 sammenpisket æg
- Sukker og kanel blanding
Tips & Idéer
Bland evt hakkede mandler i sukker/kanel blandingen.
Du kan også bruge usaltede hakkede pistacienødder.
Jødekager kan laves som hjerter.
Fremgangsmåde
Dej
- Rør det bløde smør mere blødt og lyst
- Tilsæt sukkeret og rør det godt sammen
- Sigt melet i og ælt dejen hurtigt sammen
- Del dejen i to dele
- Form dem som en kugle og tryk dem let flade
- Pak dem ind i film og stil dem i køleskab i ca 1 time
- Rul dejen meget tyndt ud på et meldrysset bord
- Brug et glas eller en udstiksform med en diameter på ca 6 cm. Der bliver ca 60 stk
- Læg kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir
- Pensl kagerne med sammenpisket æg og drys med blandingen af sukker og kanel
- Bag kagerne ved 190 grader(varmluft) i ca 7 min indtil de er gyldne i farven
- Tag kagerne ud og lad dem afkøle
- Læg dem i en kagedåse med bagepapir og tætsluttende låg