Oprettet 10, September 2020
Æblefisk som er Sprøde og Lækre
Sprøde, velsmagende æblefisk lavet af butterdej fyldt med æblemos og pyntet med hakkede mandler og perlesukker.
Historien bag opskriften
Butterdej er fantastisk at bruge til kager og der findes masser af opskrifter, hvor du kan bruge butterdej. Jeg synes ikke, at det er det nemmeste at lave, men når du har arbejdet med dejen nogle gange, så skal det nok lykkes. Jeg har læst rigtig meget om butterdej og der er flere forskellige måder at gøre det på. Jeg vil anbefale, at du prøver min måde, for den, synes jeg, lykkes bedre end de andre, når man ikke er så øvet. Der findes flere videoer, hvor du kan se, hvordan man gør. Ifølge bagerne er det at folde den 1x3 - 1x4 - 1x3 - 1x4 den rigtige måde. Jeg har prøvet den, der hedder 4 x 3 og uden at stille dejen i køleskabet imellem hver udrulning. Jeg synes, at den anden er bedre og kagerne bliver mere sprøde, men det er selvfølgelig smag og behag.
Jeg har tænkt mig, at de næste gange herinde på bloggen, skal omhandle opskrifter med butterdej, så du kan øve dig. Hvis du slet ikke har lyst til at lave butterdejen selv, kan du selvfølgelig købe den færdig.
Æblefisk som er Sprøde og Lækre
- 03:00
- 8 personer
- Svær
Ingredienser
Æblemos
- 250 g æbler
- ¼ dl vand
- 50 g sukker
- Vaniljesukker efter smag
Butterdej
- 250 g mel
- 50 g smør
- 1 ¼ dl koldt vand
- 1 spsk lys eddike
- 200 g smør
Pynt
- 1 sammenpisket æg
- 50 g perlesukker
- 50 g hakkede mandler
Tips & Idéer
Frys kagerne rå, tag dem op og sæt dem i køleskabet til de er tøet op og bag dem.
Brug andet fyld f.eks blommemos.
Pynt kagerne med perlesukker og hakkede pistacenødder.
Fremgangsmåde
Æblemos
- Skræl æblerne
- Skær æblerne i kvarte
- Fjern kernehusene
- Skær æbler i mindre stykker
- Kog æblerne til mos i vandet, indtil de er helt kogt ud
- Tilsæt sukker og vanilje og lad æblemosen afkøle
Butterdej
- Hæld mel i en skål og smuldr 50 g smør i melet, tilsæt eddike og vand
- Ælt dejen sammen til en smidig dej, dog ikke for længe. Dejen må ikke være tør, så skal du tilføje mere vand.
- Dejen er ikke ensartet, når den er færdig, det kommer, når den rulles ud. Pak den ind i film og stil den i køleskab i 15 min.
- Skær smørret i tynde skiver, stil det i køleskab, til det skal bruges.
- Sørg for at der er godt med mel på bordet, det skal der være under hele processen, så dejen ikke hænger i bordet.
- Rul dejen ud i en rektangel, dejen skal være 3 gange så lang som bred.
- Læg skiverne af smør ud på ⅔ del af dejen
- Læg først den del af dejen, der er uden smør ind over ½ af den smørdækkede dej
- Fold til sidst den sidste del ind over den del uden smør, så den er foldet i 3 lag. Stil dejen i køleskab i 15 min
- Vend dejen, så den er bredest i længden og og kortest i højden. Rul den igen ud til en rektangel
- Fold dejen i 3 lag og stil den igen i køleskab i 15 min
- Vend dejen igen, så den er bredest i længden og kortest i bredden, rul ud i en rektangel igen. Fold dejen i 4 lag. Sæt dejen i køleskab i 15 min
- Gentag processen som før, rul ud, fold i 3 lag, sæt i køleskab i 15 min, rul ud og fold i 4 lag
- Lad dejen hvile i ½ time
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft
- Rul dejen ud til en firkant, der måler 48 x 48 cm og ca ½ tyk, du kan evt, før du ruller ud, dele dejen i 2 dele, så er det ikke så stor en dej at arbejde med. Dejen skal måle 24 x 24 cm
- Lav 8 firkanter som er 12 x 12 cm
- Pensl med sammenpisket æg rundt på alle 4 kanter
- Put en spiseskefuld æblemos på dejen. Put æblemosen på midten af den ene halvdel af firkanten, ellers flyder æblemosen ud, når du lægger firkanten sammen Læg firkanten sammen og tryk kanterne sammen
- Skær indsnit på de 3 af siderne og skær en ca 4 cm snit oven på firkanten, dette for, at fugten kan komme ud under bagning
- Pensl med sammenpisket æg, drys med hakkede mandler og perlesukker
- Stil kagerne i køleskab ca 15 min
- Lav de resterende 8 kager af resten af butterdejen, og stil dem i køleskabet
- Sæt dem i ovnen, skru ovnen ned på 200 grader og bag kagerne i ca 20 - 25 min. De skal være let gyldne og sprøde