Oprettet 11, June 2020
Éclairs med flødecreme og chokoladeglasur
Lækre, sprøde Éclairs også kaldet franske vandbakkelser, fyldt med kold flødecreme og pyntet med chokoladeglasur.
Historien bag opskriften
Éclairs stammer fra Frankrig og kaldes kongen af franske kager. Man mener, at den første éclair blev opfundet af den berømte franske kendis kok Antonin Careme. Hans opfindelse fik navnet éclair betyder “lynglimt” dette fordi de lækre kager bliver spist med lynets hast.
København har oven i købet fået sin første eclairs butik i 2019, så det er blevet en meget elsket kage og i butikken kan du få masser af éclairs med forskelligt fyld og pynt, jeg tror bestemt, at jeg vil besøge den butik, når jeg engang kommer til København.
Som jeg tidligere har fortalt, elsker jeg at arbejde med vandbakkelsesdej og de muligheder, der er med denne kage. Hvis du går tilbage på bloggen og ser nogle af de tidligere opskrifter, kan du se, at jeg har bagt almindelige vandbakkelser, marieboller og walesstænger og nu éclairs. Det, der er så dejligt med denne kage, er at den er meget nem at arbejde med. Der vil komme flere opskrifter på bloggen ud i fremtiden, så glæd dig til dette.
Éclairs med flødecreme og chokoladeglasur
- 01:15
- 12 personer
- Nem
Ingredienser
Éclairs
- 85 g smør/margarine
- 2 dl vand
- 100 g mel
- 2 store æg/ 2 ½ små
Flødecreme
- 1 æg
- 1-2 spsk sukker
- 1-2 spsk mel
- 2 ½ dl mælk
- Kornene af ½ stang vanilje eller vaniljesukker efter smag
- 1 ½ dl fløde
- Evt likør efter smag
Chokoladeglasur
- 100 g sigtet flormelis
- 1 spsk kakao
- 1-2 spsk kogende vand
Tips & Idéer
Du kan fryse vandbakkelserne rå, tø op ved stuetemperatur og bag dem.
Lav andet fyld : tilsæt cognac eller kaffepulver i flødecremen. Brug kaffepulver i glasuren i stedet for kakao.
Fremgangsmåde
Éclairs
- Kom smør/margarine og vand i en gryde og bring det i kog
- Sku ned for blusset
- Tilsæt mel og rør det godt sammen
- Når dejen slipper tages gryden væk fra blusset og hæld det op i en skål og stil det til afkøling
- Pisk æggene sammen
- Når dejen er lunken piskes æggene i lidt efter lidt. Du må gerne bruge en køkkenmaskine, da det kan være hårdt at røre sammen
- Dejen piskes til den er lind
- Læg bagepapir på en bageplade beklædt med bagepapir
- Put dejen i en sprøjtepose med et stjernetyl
- Sprøjt dejen ud i 10 cm lange og 4-5 cm brede vandbakkelser
- Bag dem ved 175 grader (varmluft) i ca 20 - 25 min. Husk at du ikke må åbne ovnlågen de første 20 min
- Vandbakkelserne skal være gyldne
Flødecreme
- Pisk ægget sammen med sukker og mel i en gryde til du har en glat masse
- Pisk mælken i og tilsæt enten vaniljekorn og det tomme vanilje hylster
- Varm cremen langsomt op, imens du hele tiden rører eller pisker i den
- Lad cremen koge sagte i nogle minutter, imens du rører i gryden
- Tag gryden af og hvis du vælger at bruge vaniljesukker, er det her du tilsætter det
- Hvis du bruger vaniljestang fjernes vanilje hylsteret
- Hæld cremen op i en skål
- Drys sukker ovenpå, så der ikke dannes skind eller læg noget film ned oven på cremen
- Lad cremen afkøle helt
- Pisk flødeskum og tilsæt det til cremen, når cremen er helt kold
Chokoladeglasur
- Kog vandet
- Rør sigtet flormelis og kakao sammen og tilsæt det til vandet
- Rør det god sammen indtil det er helt rørt ud
Montering
- Skær vandbakkelsen over på midten
- Fyld flødecreme i
- Tag overdelen og dyp den i chokoladeglasuren (det kan godt være svært at få det pænt) eller brug en sprøjtepose lav et lille hul i posen og lav striber i stedet
- Læg overdelen oven på underdelen